Stor ophobning i antallet af ejerlejligheder til salg

BoligFritid.dk

Stor ophobning i antallet af ejerlejligheder til salg

Antallet af ejerlejligheder til salg er steget 26 procent siden samme tidspunkt sidste år. I hovedstaden er stigningen endnu højere. Her er udbuddet steget 37 procent, viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Kampen om køberne er blevet hårdere, hvis du vil sælge din ejerlejlighed. Nye udbudstal fra Boligsiden.dk viser, at der lige nu er omkring 8.000 ejerlejligheder på markedet. Det er 26,1 procent flere end på samme tidspunkt sidste år.

I Region Hovedstaden er stigningen endnu mere markant, idet der her er tale om en årlig vækst i udbudsmassen på 37,1 procent.

”Der er tale om en heftig udvikling på markedet for ejerlejligheder, hvor vi ser en ophobning af boliger til salg. Overordnet er udviklingen dog positiv i den forstand, at køberne ikke er nær så pressede som tidligere. De har fået mere betænkningstid, og det mindsker risikoen for, at priserne bliver presset op. Der er ganske enkelt mere tid til omtanke,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

En bremse for prisudviklingen
Det stigende udbud skyldes som hovedårsag indførelsen af mere restriktive låneforhold for boligkøberne i hovedstaden, idet der ved udlån skal sikres en mere ansvarlig balance mellem gæld og værdier. Det har reduceret gruppen af potentielle købere i et marked, hvor priserne er ekstremt høje.

”Lånestramningerne har været som en bremse for prisudviklingen på trods af en periode med lav rente, der ellers tilskynder til at købe. Det gælder særligt på det københavnske lejlighedsmarked, hvor kvadratmeterprisen nu ligger knap tusind kroner under niveauet i forsommeren,” siger Birgit Daetz.

Skuer man lidt længere tilbage, viser statistikker, at salgsprisen på ejerlejligheder begyndte at stige omkring begyndelsen af 2012, hvor vi samtidig så et fald i udbuddet. Lige nu ser vi den omvendte situation. Og det vil fortsætte, indtil markedet begynder at regulere sig selv.

”Når konkurrencen øges i form af et større udbud, må man som sælger indstille sig på en priskorrektion, hvis man vil sælge hurtigt. Det er endnu ikke sket. Vi kan derimod se, at udbudsprisen har været svagt stigende på trods af, at der er kommet flere lejligheder til salg,” siger Birgit Daetz, og fortsætter:

”Vi kan dog se en konkret reaktion hos køberne, idet nedslaget er stigende. Men er man ikke en hård forhandler, der kender markedet, vil man helt naturligt tage udgangspunkt i udbudsprisen. Derudover kan de stagnerende priser medføre ekstra meget tilbageholdenhed, fordi de skaber usikkerhed om, hvorvidt man laver en god investering. Kirsebærret på toppen er boligskattereformen, der ovenikøbet gør det fremtidige beskatningsgrundlag usikkert. Alt det påvirker til sammen udbuddet.”

Ejerlejligheder udbudt primo marts 2019:

Region Antal boliger i udbud Månedlig ændring i pct. Årlig ændring i pct.
Hele landet 8.060 -1,0 % 26,1 %
Hovedstaden 4.458 -0,2 % 37,1 %
Midtjylland 1.455 0,3 % 20,6 %
Nordjylland 779 -3,5 % 24,2 %
Sjælland 540 -4,6 % 15,6 %
Syddanmark 828 -2,7 % -1,7 %

(Kilde: Boligsiden.dk)

Øvrige nøgletal:

  • På markedet for villaer og rækkehuse er der 34.646 boliger i udbud. I forhold til den seneste måned er udviklingen status quo, mens der er tale om en stigning på 3,4 procent, når man sammenligner med primo marts sidste år. Den mest markante årlige udvikling ses i Region Nordjylland, hvor udbuddet er steget 11,8 procent. Kun i Region Syddanmark er udbudsmassen reduceret.
  • Antallet af sommerhuse til salg er 2,4 procent over sidste års niveau, dog ses store forskelle regionerne imellem. I Region Midtjylland er udbuddet steget 14,3 procent siden marts 2018, mens det er faldet 6,0 procent i Region Sjælland. Overordnet er udbuddet på niveau med sidste måned. Det ligger lige nu på 10.026 sommerhuse på landsplan.
print

robert

Kategorier

error

Kan du lide BoligFritid.dk så del budskabet