På den internationale betalingskonference Money 20/20, der i år finder sted i Amsterdam, offentliggjorde Nets og Concardis Group i dag, at de går sammen og skaber et nyt fælles selskab. Nets er en førende aktør inden for betalinger i Norden, hvilket Concardis Group ligeledes er inden for betalingsløsninger til forretninger i den tysktalende del af Europa. Tilsammen sikrer det en stærk europæisk position.
Handlen sker ved en udveksling af aktier, hvor Concardis Group bliver en del af Nets og aktionærerne i Concardis Group får en del af ejerskabet i det nye selskab. Bo Nilsson står i spidsen for selskabet som adm. direktør, og Robert Hoffmann fortsætter som adm. direktør for Concardis Group med reference til Bo Nilsson. Hovedkontoret bliver i Ballerup, hvor Nets ligger i dag. Begge selskaber fastholder deres egne brands.
Vækst gennem strategiske opkøb
I de seneste år er begge selskaber vokset i kraft af organisk vækst, men også igennem strategiske opkøb i deres geografiske nærområder – særligt inden for forretningsvendte betalingsløsninger, der som område er præget af høj vækst. Begge selskaber tilbyder allerede i dag deres kunder en bred vifte af services. Tilsammen vil selskaberne styrke deres innovationskraft og evne til at udvikle løsninger, der imødekommer forretninger og forbrugeres stigende behov for mere digitaliserede og brugervenlige løsninger.
Fusionen giver det nye selskab en samlet netto omsætning på €1,3 mia. og et EBITDA på €500 mio. og udløser skalafordele, der vil muliggøre yderligere investeringer i innovation og services til glæde for kunderne.
“Vi ønsker at ekspandere og være med til at forme den europæiske betalingsindustri. Tyskland rummer i sig selv en stort vækstpotentiale både i kraft af markedets størrelse, et højt forbrug og tre ud af fire betalinger foregår stadig kontant. Fusionen med Concardis Group etablerer os i den tysktalende del af Europa, hvilket, udover at være et højvækst område, også er et ideelt springbræt til resten af Europa”, siger Bo Nilsson, adm. direktør for Nets.
”Begge selskabers brede vifte af løsninger gør forretninger i stand til at drage fordel af den digitalisering af betalinger, der i øjeblikket sker med høj hast. I kraft af vores samlede brancheviden og tekniske formåen er det vores ambition, hurtigere end før, at komme i markedet med nyskabende og brugervenlige løsninger”, siger Robert Hoffmann, adm. direktør for Concardis Group.
Stærkt ejerskab bag Nets
Bag det nye selskab står de førende kapitalfonde Hellman & Friedman, Advent International og Bain Capital. Disse ejere har en massiv erfaring fra betalingsindustrien samt de operationelle ressourcer og kapital, der skal til for at accelerere det nye selskabs internationale ekspansion. Til sammen udgør ejerskabet den mest erfarne gruppe af investorer inden for betalingsindustrien på verdensplan.
Fusionen skal godkendes af de respektive myndigheder, før den kan betragtes som endelig. Dette forventes at ske i løbet af fjerde kvartal 2018.