Det er den 39. udgave af Copenhagen Marathon, som løbes i år, og løbet har igennem årene udviklet sig til en kæmpe folkefest. Gaderne fyldes af mere end 10.000 løbere, og langs ruten er der mere end 100.000 tilskuere, som skaber en sublim kulisse. Der er på ruten særlige power zoner, hvor man som tilskuer kan blive ekstra underholdt, og på Vesterbro bliver der fuld gang i musikken.
“Sønder Boulevard bliver lidt af en oplevelse for løberne, som skal hele vejen op og ned af boulevarden. Cirka midt på ved Kioskh vil der være livemusik og loungeområde, mens der vil være en High5 power zone nede ved Enghavevej med DJ’s og cheerleaders,” siger Dorte Vibjerg, direktør i Sparta.
Freestyle på Halmtorvet
I det hele taget bliver der masser af musik til maratonløberne og tilskuerne på Vesterbro. På Halmtorvet vil løberne nemlig blive ramt af en mur af ord fra freestyle rapperen Fresco, mens Vesterbro Musikforening MU.VE. sørger for fed musik.
“Jeg er sikker på, at vores Nike MU.VE. power zone bliver en særlig oplevelse for løberne, som har chancen for at blive midtpunkt for en rap-linje eller to. Fresco freestyler nemlig med udgangspunkt i de løbere, som kommer forbi, så det bliver en sjov oplevelse for både tilskuere og løbere,” siger Dorte Vibjerg.
En oversigt over ruten og de forskellige powerzoner kan ses her.