Hvilke forsikringer har jeg brug for, når jeg lejer bil i udlandet?

BoligFritid.dk

Hvilke forsikringer har jeg brug for, når jeg lejer bil i udlandet?

Hej

Jeg og resten af familien skal to uger til Malaga til sommer. I den forbindelse skal vi leje en bil, da vi gerne vil kunne køre omkring.

Når jeg går ind på biludlejningsfirmaets hjemmeside, kan jeg se, at der automatisk hører en ansvars- og kaskoforsikring med i lejen, dog med en ret høj selvrisiko. Jeg kan så vælge at købe ekstra forsikringer, fx glasskader, lavere selvrisiko, ulykke m.m.

Jeg har hørt om andre, der er kommet i problemer, fordi de ikke har købt ekstra forsikring. Fx at de skal stille med et stort beløb i garanti, når de skal hente bilen. Jeg er derfor nu lidt i tvivl om, hvilke forsikringer jeg har brug for?

Jeg håber, at I kan gøre mig lidt klogere.

Venlig hilsen

Den kommende billejer

Svar:

Hej kommende billejer

Vi har også hørt om danskerne, der er blevet tvunget ud i at købe en form for forsikring, eller som har måtte betale ekstra, bl.a. fordi de har betalt med et Visa/Dankort.

Biludlejeren vil gerne have garanti for at få sine penge, hvis der skulle opstå problemer eller skader på bilen. Derfor er det meget almindeligt, at der reserveres et depositum, som udlejningsfirmaet kan trække af. Men man kan ikke reservere et beløb på den måde på et Visa/Dankort.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere slået fast, at man må acceptere den slags ekstra betaling, hvis man på forhånd er blevet gjort opmærksom på, at et Visa/Dankort ikke nødvendigvis er gyldigt. Derfor er det først og fremmest vigtigt, at du tjekker udlejerens betingelser og medbringer et ekstra kreditkort, fx et MasterCard.

Det er en god idé at nærlæse, hvad bilens forsikring dækker og ikke dækker. Når du skal beslutte, om du har brug for ekstra forsikringer, er der særligt to ting, du skal tænke over. 1) Hvor meget du selv har råd til at betale, hvis uheldet er ude? 2) Har du andre forsikringer, der i forvejen dækker?

Nogle rejseforsikringer dækker den selvrisiko, du kan blive opkrævet på lejebilens forsikring, hvis du får en skade på bilen. Der er forskel på, hvor stor en selvrisiko de enkelte forsikringer dækker. Du må derfor tjekke, hvordan din egen rejseforsikring dækker. Har I en ulykkesforsikring, dækker den normalt også i udlandet i mindst et år.

Jeg håber vores svar kan hjælpe dig videre. Rigtig god tur til Malaga.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysning

Du kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/

Foto Jeff Greenberg/Ritzau Scanpix

print

robert

Kategorier

error

Kan du lide BoligFritid.dk så del budskabet