For et år siden lancerede det danske brand Miild den første svanemærkede makeup-kollektion med bl.a. pudder, øjenskygge og concealer. Nu følger Miild op med nye produkter i kollektionen.
– Mere end hver 5. danske kvinde har ifølge en YouGov-undersøgelse allerede kendskab til, at man kan få svanemærket makeup – og det er endda målt mindre end et år efter lanceringen af de første makeup-produkter. Det understreger i høj grad, at forbrugerne har ventet på at kunne få samme tryghed, når de køber makeup, som når de køber andre plejeprodukter, fortæller Charlotte Rajsager, chef for marketing og kommunikation hos Miljømærkning Danmark og fortsætter:
– Derfor er det en rigtig god nyhed, at der nu kommer endnu et produkt i serien – og vi er ikke i tvivl om, at mange kvinder har glædet sig til også at kunne se efter Svanemærket på mascara.
Også hos Miild har man oplevet stor efterspørgsel på netop mascara:
– Vi er virkelig glade for nu også at kunne lancere en svanemærket mascara, for det er det produkt, vi har oplevet størst efterspørgsel på. I gennemsnit har vi fået 25-30 henvendelser om dagen på netop mascara, hvilket understreger, at det er et meget vigtigt produkt for forbrugeren. Det har vi også kunne se i omtalen af en undersøgelse fra Dansk Erhverv og SPT, som kom for nogle år siden – den viste, at næsten 70 % af kvinder mellem 18 og 35 % helst ikke går nogen steder uden mascara, og at det dermed er det mest brugte makeup-produkt, siger Tanja Gregersen, som er en af stifterne bag Miild.
– Vi grundlagde Miild, fordi vi havde en mission at forene kreativitet, bæredygtighed og brugertryghed indenfor skønhedens univers. Og vi er stolte over, at vi nu har bevist, at det godt kan lade sig gøre at udvikle lækker holdbar makeup, der tager hensyn til miljøet, og som er uden skadelig kemi, tilføjer Tine Emilie Svendsen, den anden stifter af Miild.
For at få make-up certificeret med Svanemærket skal produkterne leve op til skrappe kemikaliekrav. Det betyder bl.a., at den hverken må indeholde ingredienser, der er på EU´s liste over stoffer, som er mistænkte for at være hormonforstyrrende, eller konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende.
De nye mascaraer fra Miild er sort og findes i de to varianter ”Volumen” og ”Length”. De forhandles indtil videre i Matas og på miild.dk. Prisen er kr. 180.