Trafiksikkerhed: Husk at få bilen i topform efter kør-selv-ferien

BoligFritid.dk

Trafiksikkerhed: Husk at få bilen i topform efter kør-selv-ferien

Over en million danskere vender i disse dage hjem fra kør-selv-ferien. Efter uger med børn på bagsædet og flere tusinde kilometer i dækkene, er det både økonomisk og sikkerhedsmæssigt vigtigt at tjekke bilen efter.

Kør-selv-ferier er stadig blandt danskernes foretrukne ferieformer. Ifølge tal fra Danmarks Statistik tog over en million danskere bilen på ferie i 2017, og også denne sommer har der været stor efterspørgsel på hjælpemidler til at klargøre bilen til den lange tur.

Det fortæller Jacob Møller, direktør i varehuskæden Biltema, som blandt andet specialiserer sig i salg af bilplejeprodukter:

— Der er altid run på lige op til sommerferien. Vi kan tydeligt mærke, at salget af bilplejeprodukter stiger hvert år i juni og juli måned, fordi folk går op i, at bilen skal være i tiptop stand, inden de kører på ferie.

Ifølge Jacob Møller er alt for få dog opmærksomme på, at bilen også skal løbes igennem efter kør-selv-ferien.

— En bilferie sydpå kan jo sagtens rende op i flere tusinde kilometers kørsel, og det slider altså hårdt på bilen. Vil man passe bedst muligt på sin bil økonomisk og sikkerhedsmæssigt, skal man derfor også give den et grundigt tjek efter ferien. Det glemmer rigtig mange, siger han.

Jacob Møller fra Biltema giver her fem gode råd til, hvordan du får bilen i topform efter bilferien:

1. Tjek dine dæk

På kør-selv-ferien er bilen pakket tungere end normalt, og det kan gå ud over lufttrykket i dækkene. Undersøg derfor, om de trænger til mere luft efter ferien. Kører du med for højt eller lavt lufttryk, kan det være livsfarligt i nødsituationer.

2. Få insekterne af forruden

Det er svært at undgå udsplattede insekter på forruden og kølerhjelmen, og efter mange timer i solen tørrer de ind og er svære at få af igen. For at få dem af sprayer du forruden med en insektfjerner, som du lader virke i et par minutter. Herefter er insektresterne nemme at tørre af.

3. Fyld bremsevæske på

Ekstra feriebagage og høj fart på motorvejen sætter bilens bremser på prøve. Tjek derfor, om der mangler bremsevæske og fyld eventuelt mere på. Det er vigtigt, at du ikke kører rundt med for lidt bremsevæske, da det kan være direkte livsfarligt.

4. Tjek for lakskader og stenslag

Har din bil fået ridser i lakken eller stenslag i forruden, er det vigtigt at tage dem i opløbet, før de udvikler sig og bliver til en dyr affære på grund af rust eller en ny forrude. Tjek grundigt efter og overvej, om det er noget, du selv kan fikse, for eksempel ved hjælp af ridsefjerner, eller om der skal professionel hjælp til.

5. Rengør bilen indvendigt

Bilen trænger ofte til en grundig rengøring efter de mange timer med børn på bagsædet. Støvsug derfor bilens sæder og måtter, tør overfladerne af og puds ruder og spejle, inden fedt og snavs arbejder sig ind og bliver ekstra svært at få af.

print

robert

Kategorier

error

Kan du lide BoligFritid.dk så del budskabet