BoligFritid.dk
Det globale fokus på bæredygtighed betyder, at flere forbrugere vil have mere økologi. Hvor basisvarer som mejeriprodukter, mel, frugt og grønt for længst er blevet økologisk mainstream, vil danskerne nu have mange flere produkter i bæredygtighedens tegn. Både de plantebaserede produkter, det vi forkæler os selv med og det hurtige måltid skal være økologisk. Markedschef for detail Henrik Hindborg fra Økologisk Landsforening giver her et bud på fem superskarpe økologiske og bæredygtige tendenser, som du skal glæde dig til i 2020.
Flere plantebaserede fødevarer får ø-mærket
Med rekordfart har flere danskere erklæret sig veganere, vegetarer eller flexitarer. Det har øget efterspørgslen på plantebaserede proteinholdige produkter, og udviklingen af dem er gået stærkt. 2020 bliver året, hvor flere plantebaserede fødevarer får det røde, statskontrollerede Ø-mærke, så forbrugerne er sikret en bæredygtig værdikæde fra jord til bord.
Større sortiment af øko-grønt
Danskerne er vilde med økologiske kartofler, gulerødder og løg og i takt med, at det grønne fylder mere på vores tallerkener, vil 2020 være året, hvor butikkerne i samarbejde med avlerne vil dække hullerne i det økologiske grønt-sortiment. Som forbruger betyder det, at du kan se frem til at få et større udvalg af økologiske grøntsager i dit supermarked.
Meget mere økologisk convenience
Convenience – altså nemt tilgængelig og hurtig mad – fortsætter med at hitte blandt danskerne. Men der er et stigende krav om, at den mad, vi henter med hjem eller spiser on-the-go, skal være sund og økologisk. Derfor vil økologiske produkter i stigende grad finde vej til tanken, kiosken og supermarkedernes to-go hylder.
Økologisk brød til folket
Økologi har været småt repræsenteret i det danske brødsortiment, og forbrugerne har skullet kigge langt efter de populære brød i en økologisk udgave. Brødproducenter, som fx Schulstad, lancerer nogle af kundernes favoritbrød i helt nye, økologiske udgaver, og vi forventer, at flere følger efter.
Økologisk forkælelse
Når det kommer til at forkæle os selv lidt ud over det sædvanlige, skal lækkerierne selvfølgelig også være økologiske. Drikkevarer og søde sager er nye, hotte trends på den økologiske markedsplads. Produkter som flødeboller, alkoholfrie bobler og øko cocktails er noget alle skal prøve i 2020.